Når den fjerde statsmagt maser de små

Taletid!? når vi ikke får lov til at komme til orde og blive grillet af den fjerde statsmagt - så er resultatet at de små mases
Taletid!? når vi ikke får lov til at komme til orde og blive grillet af den fjerde statsmagt – så er resultatet at de små mases

Jeg undrer mig. Jeg undrer mig over mediernes tilgang til de mindre partier. Hvor er talerøret? Hvor er de kritiske spørgsmål? Hvor er dækningen af de tanker de små lister og partier står for? Og hvad pokker skal man mon gøre for at trænge igennem den usynlige lydmur af kammerateri mellem de større partier og de lokale journalister?

Kendskab giver som bekendt ofte venskab, og det er naturligvis ikke underligt, at de etablerede større partier i Holbæk kommune har kontakter ind i medielandskabet. Dette medfører, i min optik, at der nærmest er en hotline mellem medierne og den etablerede magtelite – også på det lokale plan. Man ved ganske enkelt hvem man skal skrive og ringe til – hvad enten det drejer sig om et parti der vil ud med sit budskab, eller om man er medie og ønsker en kommentar på en given sag. Min oplevelse er, at der flettes rigtigt meget fingre. Om det skyldes, at medierne alligevel har dømt de små partier og lister uden for indflydelse, eller fordi man ”amerikaniserer” valgkampen, og gør det til et enten/eller, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er det lokale demokrati, og dermed os alle sammen, der betaler prisen.

Et valg er nemlig ikke et ”enten/eller”, det er et ”både/og”. Demokratiets kerne må være også at give mindretallet rettigheder. En ret til at dialog. En ret til at få medbestemmelse. Og at netop den diversitet, der ligger i at vælgernes forskellighed repræsenteres i det lokale nærdemokrati, er vel selve essens af denne sag. Vi er jo ikke alle enten socialdemokrater eller venstremænd. Vi er en hel myriade af forskellige holdninger og forslag til løsninger, som skal ind og folkerepræsenteres i det nære magtcentrum. Men når ikke vi får taletid, når vores pressemeddelelser bliver lagt nederst i bunken, når vi ikke får lov til at komme til orde og blive grillet af den fjerde statsmagt – så er resultatet at de små mases.

Når Fritænkerne eksempelvis oplever, at de ikke engang har mulighed for at blive medtaget på Altingets kandidattest, er det et problem. Når Holbæk kommunes mindre partier og lister kun meget sjældent bliver indbudt af TV ØST eller DR P4, så er det i min optik at bære ved til et bål, der brænder demokratiet. Så ender det med, at alle ikke får mulighed for at lade sig blive repræsenteret, så får alle ikke valget – det rigtige oplyste valg – om at finde netop den kandidat, fra netop den liste, de føler sig mest beslægtet med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *