PM KV17 Holbæk – Fritænkerne(T) vil bytte mursten for nærvær

Borgernes skattepenge bruges på smarte fyrtårnsprojekter, som Holbæk Sportsby, men bag kulissen er der pilråddent!
Borgernes skattepenge bruges på smarte fyrtårnsprojekter, som Holbæk Sportsby, men bag kulissen er der pilråddent!

Pressemeddelelse fredag den 13. oktober 2017

Holbæk Kommune er drevet af en kommunalbestyrelse som tillader, at borgmesteren igangsætter det ene flotte bygningsprojekt efter det andet, samtidig med at der spares og fyres i den nære service på vore skoler, børnehaver, plejehjem m.m. Borgernes skattepenge bruges på smarte fyrtårnsprojekter, men bag kulissen er der pilråddent, her lider borgerne under byggeborgmesterens sparekniv. Det mener Simon Drost stifteren af Fritænkerne og han håber at blive valgt ind ved det kommende kommunalvalg, så tingene kan vendes på hovedet.

”Man bygger ikke velfærd med mursten. Man kan ikke få et kram af en mursten. En mursten kan ikke lære dig at læse. En mursten sikrer dig ikke at du får doseret din pilleæske, så du ikke bliver fejlmedicineret. Sådan kunne jeg blive ved,” siger Simon Drost og fortsætter ”Byrådet har sikkert haft fine intentioner, men virkeligheden er, at kommunen er på vej under administration, samtidig med at der bygges alle vegne. At skolelærere kan bruge 3 år på at søge om at få bevilget 10 bøger, samtidig med at der er en Sportsby på vej. Som borger får jeg hele tiden at vide, at det kan jeg ikke sammenligne, for det kommer fra forskellige kasser. Men der er jo kun én kasse. Den kasse hvor du og jeg betaler vores skat til. Den kasse som skal sørge for at der er sammenhæng i vores nære liv. Den kasse vi hele tiden får at vide er tom.”

Politisk hjemløshed skabte Fritænkerne
Simon har boet i Holbæk kommune i 10 år, med en enkelt kort afstikker til Hovedstaden, både en del år i Holbæk by og nu de sidste 4 år på Orø. Efter mange års søgen efter et parti der sætter de nære værdier højere end fyrtårnsprojekter med smarte navne og meget dyre budgetter og en søgen efter en repræsentant i byrådet der tør tale alle borgernes sag – også de ca. 42.800 der bor i en af kommunens mindre byer eller helt ude på landet eller på en ø – valgte han til sidst selv, at stille op på egen liste.

”Lige nu er der blot opstillet mig på Liste T – Fritænkerne, men jeg er ikke alene. Jeg har en kreds af mennesker omkring mig som støtter op om at skabe en forandring, og jeg stiller mig gerne til rådighed for en bedre velfærd i kommunen. Mit og vores håb er at dette blot er begyndelsen, men at når vi har bidt os fast, så kan der til valget i 2021 komme langt flere kandidater på listen. Man skal jo starte et sted.”

Hvorfor er Fritænkerne ikke i valgforbund?
”Det er egentligt meget simpelt. Fritænkerne er tværpolitiske og pragmatiske og ønsker ikke at blive forlovet med det ene eller det andet parti. Fritænkerne hænger ikke deres hat på en ideologisk knagerække sammen med de andre hattedamer. Det betyder dog ikke at jeg ikke vil indgå samarbejde med de andre partier og jeg håber da inderligt at min stemme i kommunalbestyrelsen kan være tungen på vægtskålen i vigtige sager – så vi igen kommer til arbejde for dig og mig – og ikke vilde luftkasteller.” slutter Simon Drost

Som et led i valgkampagnen har Fritænkerne netop lanceret hjemmeside og Facebook profil.

Pressekontakt
Simon Drost
Byrådskandidat for Fritænkerne:
KV2017 Holbæk – Liste T
——————————————–
Mobil: + 45 24 20 56 73
——————————————–
E-mail: simon@fritaenkerne.dk
Web: www.fritaenkerne.dk
Facebook: www.facebook.com/fritaenkerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *