Fritænkerne til valgmøde på Stestrup Skole

KV17 Valgmøde på Stestrup Skole
KV17 Valgmøde på Stestrup Skole

Så fik jeg min store ilddåb, på mit første valgmøde i Stestrup i går. Her er man, som så mange andre mindre byer i Holbæk Kommune, nervøse for hvor dybt sparekniven vil skære og om det kommer til at gå ud over deres lokale børnehus og skole.

Denne angst for om de ”kloge” byrådsmedlemmers sparekniv hiver tæppet væk under dit lokalsamfund, kender jeg alt for godt fra mit lokale samfund, på Orø. Som man vil kunne læse i Nordvestnyt i dag var alle byrådskandidater i panelet enig om at skole og børnehus skal bevares. De siddende byrådsmedlemmer, som har været med til at skabe denne uro i Stestrup, kunne dog ikke garantere, at borgernes ønske om en lokal skolebestyrelse kunne blive opfyldt. Det vil afhænge af en evaluering/rapport der p.t. er ved at blive udfærdiget. Altså ingen solid garanti til Stestrup om ordentlig medbestemmelse, for så vidt gælder deres lokale skole og børnehus. Det er simpelthen ikke godt nok.

Alle byrådskandidater var også enig om at et godt lokalt serviceniveau, som børneinstitutioner, er vitalt for de små lokalsamfund i Holbæk Kommune og vigtig for tilflytningen. Det var ren lykke og den store ja-hat på fra alle de siddende byrådsmedlemmer, der med deres prioriteringer og fyrtårnsprojekter har skabt denne utryghed i kommunen – jeg sad tilbage med samme nervøse følelse i maven og en følelse af at vi lige var blevet talt efter munden og der ikke var dybde i løfterne.

  • Stestrup fik intet tilsagn om at få en lokal bestyrelse for børnehuset og skolen.
  • Stestrup fik intet tilsagn om en lokal pedel.
  • Stestrup fik intet tilsagn om hvornår, den meget tiltrængte, renovering af skolen bliver udført.

Lokallistens spidskandidat Signe Agerholm siger at hun vil lokalsamfundet, men jeg tror i høj grad det er lokalsamfundets frivillighed hun vil – det var hendes akutløsning på manglende pedel og reparationer på bygninger – at forældrene selv skal gå i gang og hvis de blev bremset af bureaukratiet, skal de bare henvende sig til hende.

På debatten omkring vigtighed af tilflytning for skoler og børneinstitutioner, sagde Borgmester Søren Kjærsgaard (V) – og hold nu fast – Hvis borgerne bare vil tale mere positivt om kommunen, så vil vi få flere tilflyttere og dermed flere skattekroner i kassen.
Jeg kan godt forstå, at Søren er meget ked af den seneste tilfredshedsundersøgelse, hvor Holbæk Kommune kom ind helt i bunden, men ligefrem at opfordre kommunens borgere til at lyve om deres dagligdag, er næsten tragikomisk.

Karen Thestrup Clausen, spidskandidat for Enhedslisten sagde. at alle skoler med 50 elever skal garanteres eksistens. Men som Lars Roost Dinesen (A) tørt konstaterede i en sidebemærkning til mig – der røg Orø Skole.

Fik Stestrups borgere hvad de kom efter – tryghed omkring deres skole og børneinstitution samt medbestemmelse – det håber jeg, men hvis de sad tilbage med samme følelse som jeg, at være blevet talt efter munden i 2 timer, så er trygheden næppe meget større!

Jeg håber, at de kommende valgmøder vil bringe mere selverkendelse og større ansvarstagen fra de siddende byrådsmedlemmer. Vi kan ikke ændre noget i Holbæk kommune hvis byrådsmedlemmerne ikke tager deres ansvar for et kuldsejlet projekt. Det er igennem denne selverkendelse, at vi kan skabe vigtige forandringer for kommunes borgere, med et bredt flertal i byrådet.